Bollinger - Garden Party
Forrige weekend var jeg så heldig igen at besøge Bollinger i Aÿ. Denne gang var overskriften for besøget ”Garden Party”. Programmet stod først på rundvisning i deres kældre, og herefter en cocktail dinner i Madame Bollingers have.
Jeg har tidligere besøgt Bollinger, et besøg der kan læses mere om her. Overraskende nok kunne både Bollingers marketing manager og rundviseren huske mig fra dette besøg.
I forhold til det tidligere besøg, var der denne gang tale om et noget større antal deltageer, da billeder og video skal bruges til markedsføring for Bollinger senere. Ved dette arrangement deltog denne gang ca. 100 personer. Rundvisningen foregik derfor i 4 grupper, og der var ikke tid til så mange spørgsmål. Rundvisningen var stort set som ved første besøg, og jeg fik derfor fat i lidt flere detaljer denne gang. En ekstra ting ved denne rundvisning var dog Bollingers eget lille museum over deres produktionsudstyr fra mange år siden. Derudover var det muligt at gå en tur i Madame Bollingers have. En meget hyggelig have, midt inden i byen. På den gamle tennisbane i haven, stod nu stabler med egetræs stave. Det var Bollingers egen bødker/tøndemager der havde udvalgt et par egetræer, han ville benytte til reparationer af de mange egetræsfade. Det bedste af disse egetræer var nu blevet skåret op, og lå i stabler således at regnen kunne vaske syren ud af egetræet.
Efter rundvisningen skulle der være cocktail dinner i Madame Bollingers have. Pga. bygevejr, var dette dog rykket ind i en gammel produktionshal, som var sat i stand til netop receptionsformål. Her startede aftenen med et glas Special Cuvée, samt nogle små retter man kunne spises stående. Der blev budt velkommen af Bollingers direktør, imens blev glassene fyldt når de var tæt på at være tomme. Efter et par glas Special Cuvée var det tid til at smage La Grande Année 2007. Denne blev præsenteret af Bollingers vice kældermester. Til La Grande Année 2007 blev der serveret forskellige små lune retter, hvor foie gras hotdog var en klar favorit. Efter en del glas La Grande Année, var det tid til aftens sidste champagne, nemlig Special Cuvée Rose serveret på magnum. Hertil var der forskellige små søde retter.
Efter 3 timer med fri champagne og lækre små retter, sluttede aftenen med en lille gave fra Bollinger. Et glas honning fra bistaderne i Madame Bollingers have.