Jacquesson Cuvée n° 739
Jeg har længe haft lyst til, at prøve en champagne fra huset Jacquesson. I marts under sidste besøg i Frankrig, fandt jeg deres Cuvée n° 739 til en god pris, og købte den derfor. Siden købet har den ligget og ventet på at blive drukket.
Jacquessons 700-serie er deres standard champagne. Der er dog ikke tale om en helt normal standard champagne. For selvom der er tale om en non-vintage champagne, består hovedparten af indholdet fra en enkelt årgang.
700-serien laves af druerne fra 3 Grand Crus og 2 Premiers Crus marker. Der anvendes egetræsfade til vinificeringen.
Den første udgave af 700-serien var n° 728, som havde basis årgang 2000. Cuvée n° 739 har basis årgang 2011, hvor 69% af vinen stammer fra. De resterende 31% kommer fra reserve vine fra tidligere årgange. Derved er der, som tidligere nævnt, ikke tale om en årgangschampagne.
Selvom der ikke er tale om en årgangschampagne, får man dog stadig en fin ide om årgangens karakter pga. den store andel fra en enkelt årgang.
700-serien ligger ca. 4 år inden de frigives.
Cuvée n° 739 består af 57% Chardonnay, 22% Pinot Meunier og 21% Pinot Noir.
Denne flaske er disgorged juli 2016.
Farven er lys og let gylden.
I næsen er der en god duft af æble, fersken, lidt vanilje og egenoter.
Smagen har en god cremet struktur, og der fornemmes gode toner af citrus, citrusskal, egenoter og hvid frugt.
Der er en rigtig fin balance i smagen og god eftersmag. Der er tilføjet 3,5 g/l sukker, som giver en dejligt tørt og friskt udtryk til champagnen.
En rigtig god champagne til en pris omkring de 300 kr.
Jacquesson laver også en DT udgave af 700-serien. DT står for Dégorgement Tardif, og betyder at den har ligget ekstra længe på gæren. DT udgaven ligger dobbelt så længe inden den frigives. Der er derved god mulighed for, at lave en sammenligning af samme champagne, men med den dobbelte tid på gæren. Derved skulle smagen af samme champagne, gerne have nogle forskellige nuancer. En sammenligning der bestemt kunne være spændende at lave.